Oprindelig var en fagforening en lokal forening af faglærte arbejdere; de første fagforeninger etableredes i Danmark i 1870’erne og 1880’erne, og de blev efterhånden samlet på landsplan i fagforbund. I takt med, at der opstod fagforeninger for ikke-faglærte arbejdere i 1890’erne og for forskellige grupper af funktionærer i årtierne efter 1900, blev ordets betydning udvidet. Ordet fag refererer i dag til et eller oftest flere erhverv, som er organiseret i samme fagforening. I moderne sprogbrug anvendes ordet fagforening både om arbejdet på det lokale organisatoriske niveau og som generel betegnelse for lønmodtagersidens kollektive repræsentanter, fx fagforeninger kontra arbejdsgiverforeninger.

De 10 største fagforbund i Danmark (2014)

*) Medlemstal for LO og Krifa indeholder kun arbejdsmarkedstilknyttede medlemmer. Kilde: Statistisk Årbog 2014.

Formelt-organisatorisk er fagforbundet den landsdækkende organisation, mens fagforeningen (eller afdelingen) er forbundets afdeling i en region, i en by eller i de større byer en bydel. Fagforeningerne, dvs. de lokale afdelinger, er i enkelte fagforbund stadig formelt set selvstændige enheder, og fagforbundet er i disse tilfælde en sammenslutning af fagforeninger.

Det organisatoriske niveau, der er tættest på medlemmerne, er tillidsrepræsentanten og arbejdspladsklubben. Klubben er en del af den lokale samarbejdsstruktur på arbejdspladsen, og medlemmer udgør den del af de ansatte, som er medlemmer af samme fagforening. Klubber for medlemmer af flere fagforeninger kaldes fællesklubber. Tillidsrepræsentanten er klubbens formand.

Nogle fagforeninger har en relativt decentraliseret struktur mht. beslutninger og resursefordeling og følges i nogle af forbundene under landsorganisationen LO, selvom der ikke på alle arbejdspladser findes en klub. Mange af funktionærforbundene især uden for LO har i ringere grad eller slet ikke klubber på arbejdspladsen, og de har ofte heller ikke lokale fagforeninger, men er opbygget mere centralistisk.

Fagforeningerne er samlet i fire hovedorganisationer, nemlig LO, FTF, Akademikerne og Lederne, en opdeling, som grundlæggende er baseret på en vertikal specialisering, dvs. på et uddannelseshierarki, hvor personer med lange videregående uddannelser samles i AC, med mellemlange videregående uddannelser i FTF og med korte videregående samt faglige uddannelser i LO. Tidligere blev der også skelnet mellem fagforbund (i LO) for faglærte og for ikke-faglærte arbejdere. Denne skelnen er dog mindre klar i dag. Et mindre antal faglige organisationer er ikke medlemmer af en hovedorganisation.

LO repræsenterer de fleste timelønnede grupper (faglærte arbejdere, specialarbejdere samt ikke-faglærte) samt en betydelig gruppe faglærte og ikke-faglærte funktionærer (bl.a. kontor- og butiksassistenter og industrilaboranter) både i den private og i den offentlige sektor. FTF repræsenterer en lang række funktionær- og tjenestemandsgrupper, heraf en stor del med mellemlang videregående uddannelse, overvejende fra den offentlige sektor, heriblandt lærere, sygeplejersker, pædagoger, politiassistenter mfl., men også visse privatansatte grupper, som fx ansatte i finanssektoren. Akademikerne repræsenterer de fleste akademisk uddannede grupper, såvel privat som offentligt ansatte, heriblandt læger, økonomer og magistre. Lederne repræsenterer i hovedsagen mellemledere i den private sektor.

Der findes adskillige typer af fagforeninger, og i Danmark kan afgrænsningen imellem dem være kompliceret, hvilket kan give anledning til grænsekonflikter mellem dem. Traditionelt skelnes der mellem fagforbund (for faglærte og opdelt efter faggrænser, fx Dansk Metal) og industriforbund (både for faglærte og ikke-faglærte, opdelt efter branche, fx Fødevareforbundet NNF). Ikke-faglærte er som hovedregel organiseret på tværs af brancherne i generelle forbund. Blandt funktionærforbundene kan der ligeledes skelnes mellem de generelle forbund (fx Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund, HK), industriforbundene (fx Finansforbundet) og de professionsorienterede forbund (fx Ingeniørforeningen i Danmark). Endelig dækker begrebet gule fagforeninger over fagforeninger, der rekrutterer medlemmer i åben konkurrence med et større antal allerede etablerede forbund på deres områder (fx Kristelig Fagforening).

En fagforenings grad af lukkethed, dvs. hvor bredt eller snævert den definerer sit rekrutteringsområde, kan variere, idet nogle kun optager lønmodtagere med ganske bestemt uddannelse eller erhverv, mens andre rekrutterer mere bredt. Der har i de seneste 10-15 år været en stigende tendens til åbenhed i en række fagforeninger. Et forbund, der vælger at definere sin medlemskreds som mere lukket, fx på grundlag af formel uddannelse, gør det ud fra en antagelse om, at det er muligt at forhandle bedre løn- og arbejdsforhold for en mere skarpt afgrænset medlemskreds. Dette gælder især de professionsorienterede forbund og forbundene for faglærte.