Man har diskuteret, om fagforeningerne, som opstod i kølvandet på industrisamfundets fremvækst, ville kunne overleve i et samfund, hvor flere og flere lønmodtagere fandt beskæftigelse i servicesektoren. Det er også blevet diskuteret, om den stigende udbredelse af funktionæransættelser på samme måde skulle underminere fagforeningernes eksistensgrundlag, idet funktionærerne – fordi de ofte sidder tættere på ledelsen i virksomhederne – i mindre grad end arbejderne skulle føle sig tiltrukket af fagforeningerne.

Hidtil er spådomme om fagforeningernes svækkelse og undergang dog blevet gjort til skamme, og det samlede medlemstal har også i det seneste tiår været stigende, især netop i en række fagforeninger for funktionærer, hvor organisationsgraden for funktionærer siden 1980’erne praktisk talt har ligget på niveau med eller kun lige under arbejdernes. Den samlede organisationsgrad, dvs. den andel af lønmodtagerne, som er medlem af en fagforening, har indtil midten af 1990’erne været stigende til 73 %. Siden er den dog faldet lidt og ligger i 2014 på 69 %. Organisationsgraden i Europa som gennemsnit ligger på ca. 24 %.

Fagforeningsmedlemmer fordelt på hovedorganisation, antal lønmodtagere og ledige samt beregnet organisationsgrad, 1985-2014.
Tal i tusinder.

Note: Tallene omfatter kun fagforeningsmedlemmer, som er lønmodtagere eller arbejdsledige, dvs. ikke medlemmer, som er selvstændige, studerende, pensionister e.l. Kilde: Statistisk Årbog og organisationerne.

Den stigende faglige organisering af lønmodtagergrupper, der ikke tidligere var så velorganiserede, har betydet, at fagforbundene inden for LO i 1990’erne havde en relativt mindre del af den samlede medlemsskare end for 25 år siden. I 1985 var to tredjedele (66 %) af alle fagforeningsmedlemmer medlem af et LO-forbund imod kun knap halvdelen (48 %) i midten af 2014. Kun fire af de ti største fagforeninger i Danmark er medlemmer af LO.

De høje faglige organisationsgrader for funktionærer skyldes antagelig de mange typer af fagforeninger, som åbner mulighed for, at funktionærernes særlige interesser kan fremmes gennem kollektiv organisering. Fagforeningernes varierende grader af kollektivisme afspejles bl.a. i den meget forskellige vægt, som de tillægger etableringen af kollektive overenskomster i den private sektor.

Den enkelte lønmodtagers motivation for at stå i fagforening har man derudover søgt at forklare ved lønmodtagernes tilslutning til kollektive værdier og lighedsorienterende idealer eller ved de økonomiske incitamenter, der omgiver det faglige medlemskab, specielt betydningen af de fagforeningsorganiserede, men i høj grad statsstøttede arbejdsløshedskasser.
Tilbagegangen i den faglige organisering har især fundet sted i 2000’erne, hvor en række ændringer i arbejdsmarkedslovgivningen har svækket den samfundsinstitutionelle støtte til faglig organisering. Disse ændringer omfatter bl.a. muligheden for at etablere tværfaglige a-kasser (2002), som indebar, at a-kassernes tætte tilknytning til de faglige organisationer blev svækket, forbuddet imod eksklusivaftaler (2006) som følge af en dom ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol samt begrænsningen af størrelsen af skattefradraget for fagforenings- og a-kassekontingent til et niveau svarende til de billigste (2009).

Traditionelle fagforeninger var tidligere baseret på en udpræget solidaritetsopfattelse, kombineret med et stærkt socialt pres (undertiden i form af eksklusivaftaler) for at sikre, at alle blev medlem af fagforeningen. Sådanne former for pres må ses på baggrund af, at effektiviteten af en faglig aktion, fx en strejke, kan undergraves af, at blot nogle enkelte afslår at deltage. Socialt pres kan dog på ingen måde forklare den høje faglige organisationsgrad i dag.

Med den stigende faglige organisering inden for funktionærgrupperne skal motivationen for fagligt medlemskab og det høje niveau i Danmark søges i en lidt svagere, men stadigt eksisterende social gruppenorm kombineret med et forsikringsmotiv.